| DEN DANSKE
SPILKANON
Lars Konzack,
som er Adjunkt i Multimedier ved Aalborg Universitet giver nedenfor
sit bud på, hvorledes en kanon over danske
computerspil kunne se ud. Den er ligesom kulturministeriets kanon
fremstillet i kronologisk rækkefølge og ikke efter vigtighed eller
salgstal. Meningen er at give en god introduktion til danske
computerspil igennem tiderne og vise, hvordan spillene har udviklet sig
over de seneste godt 25 år.
Den danske spilkanon:
-
Kaptajn Kaper i Kattegat (1981)
-
Skærmtrolden Hugo (1990) – Hugo-serien
-
Leg og Lær med Magnus og Myggen (1996) - Magnus &
Myggen-serien
-
Pixeline: syng og leg (1996) – Pixeline-serien
-
Blackout (1997)
-
Giften (1998) – Crosstown-serien
-
Globetrotter (2000) – Globetrotter-serien
-
Hitman: Codename 47 (2000) – Hitman-serien
-
PowerBabe (2003)
-
Total Overdose (2005)
Kaptajn Kaper i Kattegat (1981)
Et klassisk dansk sørøverspil, der ganske rigtigt foregår i Kattegat.
Det tager sit udgangspunkt i Napoleonskrigen, hvor den
daværende danske konge tillod kapring af engelske skibe, efter
at den engelske flåde havde sænket den danske flåde. Spillet
blev skabt af Peter Ole Frederiksen og kom senere i en engelsk
version under titlen Privateer.
Skærmtrolden Hugo (1990) – Hugo-serien
Alle hjem i Danmark kender skærmtrolden Hugo, der op gennem
1990erne hoppede rundt på TV2 og befriede sin familie fra
heksen Scylla. Nogle vil vide, at spillet var en videreudvikling af
TV-spillet Oswald, der dengang var en nyskabelse indenfor
tvunderholdning.
Hugo-serien er blevet solgt som spil til mange
forskellige platforme og som underholdning på tv-kanaler kloden
rundt af spilfirmaet ITE: Interactive Television Entertainment.
Leg og Lær med Magnus og Myggen (1996) - Magnus
& Myggen-serien
Magnus og Myggen blev skabt af Ole Ivanoff. Det er et eventyrspil
med muldvarpen Magnus og hans ven og hjælper Myggen.
Spilserien er fyldt med gode fortællinger og lærerige oplevelser i
deres helt eget eventyrlige univers. Det første spil fra 1996 vandt
Bibliotekarernes Kulturpris. Der er også lavet tegnefilm baseret
på Magnus og Myggens oplevelser.
Pixeline: Syng og leg (1996) – Pixeline-serien
Pixeline er en lille pige med blå kjole og skarp stemme skabt af
Studio 1-2. Hun synger, mens hun løser små opgaver. Det sker i
et sorgløst univers i klare farver, hvor der er plads til, at hele
hendes
familie kan deltage i eventyret. Pixeline-serien har formået at
gøre leg-og-lær til sit kendingsmærke.
Blackout (1997)
Med Blackout fra Deadline Games fik Danmark et egentligt auteur
eventyrspil skabt af forfatter og spildesigner Michael Valeur. Spillet
handler om en mand, der vågner op, uden at vide hvem han er,
og hvorfor et hovedløst lig befinder sig i hans seng. Derfra tages
spilleren med på en tour de force udi skizofrene oplevelser i et
stilsikkert film-noir genrestykke. Blackout viste, at det kunne lade
sig gøre at skabe den gode interaktive fortælling med computerspil
som fortællemedie.
Giften (1998) – Crosstown-serien
Giften var den første udgivelse fra Crosstown-serien skabt af
forfatteren
Merete Pryds Helle i samarbejde med Deadline Games.
Der skulle have være blevet skabt en trilogi i serien, men efterfølgeren
Englen af Michael Valeur er den foreløbig sidste i serien.
Giften handler om Minna Walker, der er på sporet af en historie
om kloakering og i særdeleshed Crosstowns underverden. Ligesom
i Blackout blev der i Giften sat en ære i at skabe den rette
stemning og en god fortælling.
Globetrotter (2000) – Globetrotter-serien
Globetrotter er et rejsespil for hele familien udgivet af Deadline
Games. Globetrotter er et quizspil, hvor man skal rejse til
seværdigheder
rundt på hele kloden for at løse små opgaver. Når spilleren
har løst en opgave, åbner spillet op til nye udfordringer.
Hitman: Codename 47 (2000) – Hitman-serien
Hitman, udviklet af IO Interactive, er den hidtil største succes indenfor
danske computerspil. Spillet er skabt af Janos Flösser og
går ud på at være snigmorder, det vil sige liste sig ind på sit offer
og myrde ham. Undervejs kan hovedpersonen agent 47 myrde og
forklæde sig som sine ofre, og langsomt får han mere og mere at
vide om sin egen skjulte fortid. Hitman-serien byder på spænding
og udfordring.
PowerBabe (2003)
Powerbabe er en videreudvikling af Bitch-spillet skabt af Camilla
Lyngbo Hjort. Det er som udgangspunkt et spil til piger, som handler
om smarte piger, der mobber hinanden ud på diskoteker. Man
vinder spillet ved at indgå samarbejde med andre online-spillere
og stå sammen. I PowerBabe er det også muligt at skabe sig et
ry blandt de andre spillere.
Total Overdose (2005)
Total Overdose er et køre- og skydespil, hvor man spiller den
fandenivoldske
Ram Cruz, der rydder op i et mexicansk narkokartel.
Det gælder om at lave smarte moves, mens man skyder sig vej
gennem håndlangere for at finde frem til, hvem der har myrdet faderen
til Ram Cruz og hans pæne tvillingebror. Spillet udmærker
sig ved en gennemført stil og et åben spillerum.
|