CIVILZATION-SERIEN (1991+)

Sid Meier's Civilization (Microprose) anses for et af historiens bedste turbaserede strategispil. Spilleren starter i en øde del af en ukendt verden og skal på baggrund af ydmyge indledende vilkår udvikle en civilisation i konkurrence med andre civilisationer.

Dette princip er kendt fra mange tidligere spil, men Civilization tilfører konceptet et episk præg og kombinerer en række elementer på en langt mere kompleks facon end tidligere titler. Spilleren skal planlægge sin nations teknologiske udvikling, administrere de enkelte byers produktion, kultivere landområder omkring disse byer og indgå i diplomatiske relationer med de øvrige herskere.

Disse elementer er alle blevet videreført i spillets mere eller mindre officielle efterfølgere. Flere af disse har indeholdt multiplayerelementer, men ellers har udviklingen primært været kosmetisk. Dog har spilseriens udviklere også forsøgt at imødekomme dele af den kritik, som er blevet rettet mod serien. Denne kritik har fortrinsvist været koncentreret om spillets udviklingsmodel og de forskellige (historiske) herskeres personligheder.

Sid Meier's Civilization var inspireret af et brætspil fra 1981.